Louises brev til sin far 13 årige Louise lavede opgave i
skolen om alkohol. Efter opgaven skrev hun nedenstående brev til sin
far. Faderen havde på dette tidspunkt været ædru ca. et år. Med begges tilladelse bringes brevet herunder.
Kære
Far
Der
er nogle ting, jeg gerne vil fortælle dig, men som jeg har meget svært
ved at sige, så jeg vil i dette brev prøve at gøre rede for de
tanker. som jeg går og tumler med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan
snakke om dem; måske er det, fordi jeg er bange for at såre dig,
eller måske er jeg bange for at såre mig selv, fordi jeg ved det gør
ondt at tale om. For dig er disse ting måske et overstået kapitel,
men det er det ikke for mig. Tankerne og følelserne tumler stadig
inden i mig, og det er dem jeg vil forsøge at skrive ned nu.
Da du begyndte at drikke, var jeg endnu ikke født. I min tidlige barndom hvor jeg skulle lære alt det andre børn lærer af "raske mennesker" (Undskyld far), men i dag ved jeg at det er en alvorlig sygdom du lider af. Jeg kunne godt mærke, at du nogle gange var var lidt underlig, men jeg troede det var helt normalt. Det var først da du kom i behandling og jeg var 12 år gammel, at jeg forstod, hvad der foregik. (12 år far, der kunne have været meget mere positive for os begge). Jeg så dig svimle rundt derhjemme, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at du havde et stort alkoholmisbrug. Jeg ved, du prøvede at dække over det ved at gemme flaskerne i tøjskabene, men jeg fandt dem. Og for hver flaske jeg opdagede, blev jeg mere og mere fortvivlet og såret indeni; det gjore meget ondt far. Når du var fuld, blev dine øjne røde, og de rullede rundt i hovedet på dig, og dette syn knuste mit hjerte hver gang. Dit alkoholmisbrug ødelagde mit liv. Jeg græd mig selv i søvn mange gange, og jeg gik rundt med en evig smerte inden i mig. Mit skole arbejde blev ødelagt, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig, for jeg tænkte hele tiden på dig og alkoholen. Du lagde vel mærke til, at jeg næsten aldrig havde venner med hjem, og det var fordi, jeg ikke ville have, at de skulle se min fordrukne far. Jeg skammede mig over dig og opdigtede alverdens dårlige undskyldninger for at dække over dit misbrug. Hvordan tror du, det var for mig? Det gjore ondt! Lige meget hvad jeg foretog mig, skulle jeg altid tilpasse det efter, hvor fuld eller påvirket du var. Dit alkoholmisbrug styrende mit liv. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs, og smerten i mig voksede sig bare større og større. Jeg tog mig endelig sammen til at snakke med dig og mor om det, og det virkede som om at både du og mor ikke forstod hvad der foregik, eller forstod mor det samme som mig, var hun også bange? Men det hjalp åbenbart ikke noget, for der gik ikke lang tid, for alkoholen igen tog over. Det var det sværeste og mest smertefulde, jeg nogensinde har været igennem. Jeg fortalte dig hvad jeg følte, og hvor ondt det gjore, og alligevel fortsatte du. Det sårede mig virkelig, og det, at du fortsatte med at drikke, tog jeg som en hentydning til, at du var fuldstændig ligeglad med mig, mor og Rasmus. Jeg fatter ikke, at du kunne gøre det. Var du virkelig så egoistisk med hensyn til dig selv og dit misbrug, at mine følelser intet betød? Var alkoholen mere værd end mig? Kunne du ikke se og mærke den smerte, jeg bar rundt på? Du ødelagde starten af mit liv. Du har stjålet nogle meget vigtige år af mit liv; jeg har mistet noget af min ungdom, og det vil jeg aldrig nogensinde glemme. Da du stoppede med at drikke for over et år siden, kunne jeg endelig begynde på et normalt teeageliv. Jeg kunne se, hvor svært det var for dig at lægge alkoholen bag dig og starte på en frisk, og jeg vil gerne rose dig for, at du kom over det, hjulpet af gode venner og dit arbejde. Det var virkelig flot. Vores forhold til hinanden er blevet urolig godt, og jeg værdsætter og nyder at have dig hos mig. Endelig har vi fået et så godt forhold, som jeg mener, at far og datter bør have. Selvom jeg aldrig nogen sinde glemmer de ting, der er sket, tilgiver jeg dig alligevel. Jeg tilgiver dig, fordi jeg syntes, at du er et stærkt og prægtigt menneske, og fordi jeg elsker dig. Jeg giver dig skylden for de smerter, du har voldt mig, men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke holder af dig og ikke kan tilgive dig, Med dette brev håber jeg, at du kan få en bedre forståelse for de følelser, jeg har. Jeg har ikke skrevet disse ting for at give dig skyldfølelse, men for at give dig indblik i mine tanker og følelser og for at få dem ud af systemet en gang for alle. Jeg håber du forstår. Tilslut vil jeg bare fortælle, hvor meget jeg holder af dig, og hvor vigtig du er for mig. FAR jeg elsker dig.
Kys
og kram
Din
Louise.
|