Hvordan kan en person, der drikker for meget, hjælpe sig selv?

Du synes måske du drikker for meget; men du er i hvert fald ikke alkoholiker - bare tørstig.

Du drikker ikke fordi du er tørstig - men for at undgå at blive det.

Og du passer dit arbejde - selvom du måske nok ikke er helt på toppen de første timer - og glæder dig til en gå-hjem-bajer allerede efter frokost.

I øvrigt kan du ikke helt huske, hvordan du kom i seng i går, eller hvad filmen i fjernsynet endte med.

Du havde lidt kvalme, da du stod op; men det skyldes jo nok noget du har spist.

Kender du noget af ovenstående?

Hvis du synes du har et problem - så få gjort noget ved det. Det er nemlig dit problem. Det er muligt, at du drikker fordi du er stresset, fordi ægtefællen er umulig, fordi chefen er håbløs, fordi du mistede en ordre - eller fik en. Nogle mennesker føler, at netop deres problemer er så specielle, at de er nødt til at drikke på dem.

Dine problemer er ikke anderledes end så mange andres; men du reagerer på en uhensigtsmæssig måde. Nemlig ved at drikke, ved at flygte i den afslappede følelse alkohol kan give. Alkohol er faktisk en udmærket hurtigvirkende "nervemedicin" - en af de hurtigste der kendes - men bivirkningerne ved for meget alkohol i for lang tid kan være meget barske, og alkohol er - for alkoholikere - vanedannende.

Uanset hvad, så er det dig selv - og kun dig selv - der drikker. Ingen tvinger dig.

Hvis du vælger at gøre noget ved dit drikkeri er der flere muligheder.

Du kan gå til lægen. Lægen har tavshedspligt, og vil i mange tilfælde kunne rådgive. Det kan føles meget pinligt, at man ikke kan styre sit alkoholforbrug, og her er det rart med lægens tavshedspligt. Derudover får du en medicinsk vurdering af din tilstand.

Du kan ringe til et behandlingscenter. Behandlingscentrene har stor erfaring i at tale med, og forstå en person der drikker for meget.

Hvis du ringer anonymt, opdager du til din forbavselse, at personen i den anden ende af røret umiddelbart forstår og respekterer dit problem - i hvert fald hvis du er rimeligt ædru, når du ringer.

Du kan anonymt søge oplysninger og viden på Internettet og på biblioteket.

Du kan anonymt besøge forskellige selvhjælpsgrupper, for eksempel Anonyme Alkoholikere.

Du kan, uden at opgive dit navn, ringe til en rådgivning.

Det kan være, at du har et alkoholproblem - fordi du er alkoholiker!

 

tilbage  home  sitemap   fremad  
tilbage home  sitemap fremad