Elefanttesten

Jørgen F. Nissen har i bogen "Den Usynlige Elefant", et spørgeskema der kan afsløre, om der er en "elefant" i familien. Alkoholisme sammenlignes med, at familien har et problem på størrelse med en elefant; men ingen ønsker at se den.

Nedenstående 12 spørgsmål udgør Elefanttesten:

  1. Er familiens højtider eller ferier blevet ødelagt på grund af hans alkoholforbrug?
  2. Har familien måttet høre på hans løfter om at skære ned på alkoholforbruget eller helt at holde op i en periode eller for altid - og er løfterne blevet brudt?
  3. Har familien måttet melde ham syg eller aflyse deltagelse i møder eller sociale sammenkomster på grund af alkohol?
  4. Har familien fundet skjulte depoter af alkohol, eller går der undertiden uforklarligt svind i husets flasker?
  5. Kniber det undertiden for ham at huske, hvad der skete aftenen før?
  6. Har familien måttet høre på utroværdige forklaringer om, hvor meget han faktisk har drukket?
  7. Har familien gentagne gange følt skam eller været forlegne over pinagtige oplevelser eller måttet bortforklare i forbindelse med hans alkoholindtag?
  8. Har antabus eller andre forsøg med vandvognen været forsøgt i perioder uden de store resultater?
  9. Har han forsøgt at skifte fra en slags alkohol til en anden, f.eks. fra øl til vin, fra vin til øl, fra whisky til vermouth, gin , vodka, sherry, guldøl, eller til f.eks. porter, eller fra mindre fine mærker til finere - eller omvendt?
  10. Har familien nogensinde sagt, at han sov eller hvilede sig eller ikke var hjemme, eller at han ikke kunne kontaktes lige nu, når han i virkeligheden var indisponeret på grund af alkohol?
  11. Kører han ofte bil i påvirket tilstand?
  12. Ville familiens problemer blive løst eller blive mindre, hvis han holdt op med at drikke?

Hvis der er blot to bekræftende svar, er der antagelig en elefant i huset.

Copyright © Jørgen F. Nissen, Copenhagen 1990, 1998.

 

tilbage  home  sitemap   fremad  
tilbage home  sitemap fremad